Min baggrund

Jeg er født i kongernes Nordsjælland, er opvokset i Sønderjylland, har rejst i det meste af verden og er nu bosiddende i det grønne Lyngby

Jeg er partner og bestyrelsesformand i en række virksomheder i ind og udland. Jeg har gennem en årrække beskæftiget mig meget med moderne teknologier og hvordan vi kan få disse til at fungere godt både i vores virksomheder og samfund.

Jeg er uddannet cand scient fra Københavns Universitet, jeg har en HD i finansiering fra CBS, og en executive MBA ligeledes fra CBS. Jeg har taget en uddannelse i bestyrelsesarbejde fra Board Governance. Jeg har noget så usædvanligt som to studentereksaminer. Jeg er både nysproglig student fra Amtsgymnasiet i Sønderborg samt matematisk-fysisk student fra Niels Steensens gymnasium. Det tog 4 år i alt og kan ikke anbefales andre at gentage, men sådan blev det.

Jeg tror på viden, men også på, at det er vigtigt, at vi omsætter viden i konkrete resultater således at vi får den vækst og fremgang som et moderne fremadskuende samfund bygger på. Jeg har omsat min viden både til gavn for kunder, ansatte, den danske statskasse og mig selv.

Jeg er bosiddende i det grønne Lyngby, født i kongernes Nordsjælland og opvokset i Sønderjylland på Nordals. Jeg er en stor fan af Danmark. Jeg elsker vores sprog, vores forfattere, vores malere, den danske sangskat, vores natur og den mangfoldighed vi har. Jeg er en arg modstander af alt der er skåret og tænkt småt med vilje. Jeg er en stor tilhænger af den europæiske fortælling, som kom ud af oplysningstiden både med demokrati, ytringsfrihed, retssikkerhed, adskillelse af kirke og stat og senere lighed mellem kønnene og menneskerettigheder. Jeg tænker internationalt og er velbevandret i de nordiske sprog, ligesom jeg taler flydende engelsk og tysk og ikke er helt umulig udi det franske heller.

Jeg har haft fornøjelsen af at bo kortere og længere tid både på Frederiksberg, samt i Hellerup, Philadelphia, Stockholm, Heidelberg og Bruxelles. Jeg har pendlet til Oslo gennem en årrække og har stiftet virksomheder både i Norden, Baltikum, Indien og så langt væk som Australien. Jeg har leveret løsninger til de største virksomheder i Norden indenfor en lang række af forskellige industrier. Jeg har besøgt et Kina i rivende udvikling og jeg har stået i meget fattige bydele i udkanten af Lima. Jeg har besøgt et brølende, frisindet New York og stået i et religiøst, reguleret Riyadh. Jeg har en god fornemmelse af hvad der er op og ned i verden.

Jeg har været gift og er blevet skilt og er nu lykkeligt samboende. Jeg er far og bonusfar til tre meget dejlige og meget forskellige børn. I min sparsomme fritid nyder jeg at gå i vores have i Lyngby eller smutte en tur til vores sommerhus i Tisvilde. Jeg har dyrket triatlon men nyder nu mest en rolig cykel-, løbe- eller svømmetur.